Han druknede for øjnene af mig, og han døde.
I stedet for at fryse, prøvede jeg at redde ham, og da jeg indså, at det ikke var muligt, løb jeg efter hjælp. Eller måske nærmere betegnet, min krop løb efter hjælp.
I morgen er det præcis 7 år siden han døde, og jeg har ikke grædt en tåre over ham i cirka 3-4 år og inden det var det kun i den ekstremt hårde tid efter ulykken og begravelsen. Ellers har jeg været ret afklaret med det, der skete. Men nu sidder jeg med tårer i øjnene og tænker på alt det, jeg fik fra ham. Og det fantastiske væsen, der forlod os for syv år siden. Jeg har altid tænkt, at han måske var en engel. Så derfor er jeg også sikker på, at hans ånd stråler ned over os og er med til at gøre verden til et bedre sted.
Men jeg vil dele et digt, som min veninde Lea har skrevet, og som passer så godt på mit og manges savn af ham.
Jeg savner dit smil
din latter, din øjne.
Den måde du så på mig,
men mest af alt savner jeg dig.
Jeg tænker tilbage
til den tid vi havde sammen.
Vi var begge glade, du og jeg,
men mest af alt tænker jeg på dig
Jeg græder en tåre
over triste stunder.
Over den dag du forlod mig,
men mest af alt græder jeg over dig.
Til minde om Simon <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar